Spring til indhold
Luk

Indkøb på cykel



Vaner kan være svære at rokke ved – også vores indkøbsvaner. 

For mange er bilen det naturlige valg, når der skal handles ind, men skifter du bilen ud med cyklen på nogle af de mange korte ture, så er der penge at spare. Og det behøver faktisk slet ikke at være mere besværligt. 

Har du brug for et skub på vejen?

Vi vil rigtig gerne hjælpe odenseanerne, så det bliver nemmere at handle ind på cykel. Derfor søger vi mænd og kvinder, der foretager mange af deres indkøb i bil, og som kunne tænke sig at blive bedre til at handle ind på cykel og derved spare penge på kontoen, få mere motion i hverdagen og mindske biltrafikken i byen. 

Alle deltagere i projektet får udleveret en bikezac eller en foldekurv, som bliver monteret på cyklen, hvilket gerne skulle gøre det en del nemmere at handle stort ind på cykel. Som deltager i projektet ’’Indkøb på cykel’’ skal du i en periode på tre måneder forsøge at bruge cyklen som primær transportmiddel til dine indkøb, og du må selvfølgelig beholde materialerne efterfølgende. Efter de tre måneder følger vi op på, hvilken virkning, projektet har haft, og om der er blevet rykket ved dine indkøbsvaner.  

Lyder det som noget for dig? Du skal blot udfylde nedenstående tilmeldingsblanket, hvor vi gerne vil vide lidt om dig og dine indkøbsvaner, så har du mulighed for at blive en del af projektet. Der er 4.000 pladser, og de bliver fordelt efter først til mølle-princippet. Et krav for at være med i kampagnen er, at du henter din bikezac eller foldekurv på cykel. Vi hjælper gerne med at montere den.

Du finder tilmeldingsblanketten lige her. Hvis du bliver udvalgt som en af de 4.000 deltagere, vil du modtage en mail med yderligere informationer om afhentning af materiale. Materialerne skal afhentes i bymidten og vil blive uddelt over flere dage. De testpersoner, der har tilmeldt sig før den 22/8, har fået besked via. mail. Har du mod forventning ikke modtaget en mail, kan du skrive til sitn@odense.dk.  

Bikezac og foldekurve

En bikezac som den, du ser på billedet nedenfor, gør det langt lettere at handle ind på cykel, fordi den hænger stabilt på siden af bagagebæreret. Derfor er der ingen fare for, at du får poser og varer ind i hjulet, når du cykler. En bikezac kan transportere op til ca. 13 kg. og kan let sættes på og tages af cyklen. Der er 2.000 bikezacs til rådighed. 

Foldekurven bliver også monteret på cyklens baggagebærer, men sidder fast. På den måde er du sikker på, at du altid har en kurv med dig, der kan transportere de mange varer, så du ikke behøver at køre hjem og skifte til bilen. Foldekurven er let at folde sammen på siden af cyklen, når du ikke cykler, og er derfor kun foldet ud, når du har varer i den. Det er altså en ret diskret kurv og en god løsning – især på herrecykler, hvor der oftest ikke er en kurv eller et lad. Foldekurven kan transportere op til ca. 15 kg. Der er 2.000 foldekurve til rådighed. Kurven sidder bedst på et traditionelt baggagebærer med V-stænger. 

Lån en ladcykel – det er helt gratis 

Selvom mange af vores indkøb i hverdagen kan klares på en almindelig cykel, så er den nogle gange ikke helt stor nok. Men ved du godt, at du helt gratis kan låne en ladcykel i op til tre dage? Det kan du gøre lige her.